|
Projekt R'lyeh præsenterer med stolthed et klassisk scenarie fra dengang, det var på mode at tale om personal horror. Et børnehjems hemmeligheder er baggrunden for den snigende, hviskede uhygge i:
Den spejlvendte virkelighed af Michael G. Schmidt.
I kender alle et sådant sted. Har i hvert fald alle hørt om det. Et sted, opført som et hjemsted for de svage i samfundet. Et sted, hvor man altid kunne forvente tryghed og et kærligt ord - i stedet for en knaldende lussing og en vred reprimande.
Sådan et sted var børnehjemmet på Harlott Grove. "Alice Feldmans Hjem for Forældreløse". Dér var altid plads til én til. Altid. Og Alice Feldman sørgede altid personligt for, at vedkommende straks følte sig godt tilpas - at vedkommende straks følte sig hjemme. For sådan var hun bare. En kærlig, moderlig, omsorgsfuld gammel dame, hvis højeste ønske og eneste mål i livet var at sørge for, at de forældreløse fik den bedst mulige barndom. Udadtil.
Hendes kærlighed kendte ingen grænser. Bogstaveligt talt. Måske var det derfor, en tidlig forårsdag i slutningen af halvtredserne, at de så brat lukkede hendes hjem. Tvangsfjernede børnene og forsøgte at brænde huset ned til jorden. Måske var der noget andet, de forsøgte at skjule.
Ak ja, nogle gange kan "evil incarnate" antage en så uskyldig form ...
Den spejlvendte virkelighed blev første gang præsenteret på Fastaval i 1995.
| 
Scenarie nr. 97: Den spejlvendte virkelighed
