Jeg er aldrig hoppet med på collectible-bølgen. Det vil sige, aldrig før nu. For nu har jeg fået øjnene op for Dreamblade der er et collectible miniatures game – og samtidig et af de bedste spil jeg har prøvet.
Et sted ude i fremtiden har man fundet ud af at den der kontrollerer vores drømme – vores kollektivt ubevidste – kontrollerer det hele. Derfor sender de såkaldte dream lords deres hære af fantasiskabninger (bogstavelig talt) mod hinanden i et sært drømmelandskab for at få magten over the Dreamscape. Det er historien. I virkeligheden foregår spillet på en abstrakt spilleplade med 5x5 felter hvor man rykker sine figurer rundt og kaster masser af terninger. Men at de er fantasivæsener er der ingen tvivl om, og fantasien har været stor hos dem der har fundet på det. De er allerede blevet malet når du køber dem (garanteret af underbetalte, kinesiske arbejdere), og der er alt fra zombier over tank-mænd til små, uartige katte og sågar en saks. Der er selvfølgelig nogle som er pænere end andre, men hele ideen om at det foregår i drømme gør at "anything goes" og derfor er det ganske enkelt en fornøjelse bare at åbne pakkerne for at inspicere sine sære, sære tropper.
Selve spillet
Spillet i sig selv er som udgangspunkt rasende simpelt. Hver spiller (der er to) må vælge et warband af op til 16 figurer. I hver tur slår man om hvem der rykker først, og det slag afgør også hvor mange point man har til at sætte figurer ind. Så du kan godt vælge en masse dyre og voldsomme figurer, men så risikerer du også bare at de ikke kommer i spil når du skal bruge dem. Man starter i hvert sit hjørne og det gælder først og fremmest om at kontrollere de ni midterste felter (celler), og dernæst om at udradere modstanderens tropper.
I hver runde har man på skift to handlinger der kan være enten at rykke sine figurer eller slås med dem hvorefter man kårer en vinder. Den første der vinder seks runder vinder spillet – noget der er klaret i løbet af en lille time give or take. Men for at gøre det hele lidt mere besværligt kan man som udgangspunkt kun sætte sine mænd i spil på de bagerste felter, og det er kun de seks fjerneste af de ni felter man selv får point ud af at kontrollere. Det gør at manøvrering og "field position" er helt ekstremt vigtigt. For selvom du også kan få point ved at ødelægge din modstanders brikker, så er der bare flere at hente ved at kontrollere celler. Og oven i det gælder at man kun kan vinde en runde af gangen uanset hvor mange point man vinder den med, så selv små fordele i løbet af den enkelte tur kan gøre at man vinder spillet.
Ud over det har hver enkelt figur selvfølgelig specielle evner som ikke mindst spiller en rolle når der skal kæmpes – og det er her spillets kompleksitet stiger en smule og hvor det for alvor skinner. Det kan være alt fra at skubbe en modstanders figur over ekstra skade til mere metaagtige evner såsom at give dig ekstra point at sætte brikker i spil for. Mange af evnerne aktiveres hvis du slår et "blade" under kamp, og det specielle er at alle blade skal bruges. For der er også negative blade-abilities og det kan lede til en del banden og råben. Med andre ord er der ingen tvivl om at terninger og dermed held spiller en afgørende rolle i Dreamblade. Personligt er jeg vild med terninger så jeg ser det som et plus, men det er også værd at bemærke at der bliver slået så mange at heldet ideelt set skulle udjævne sig – noget der i øvrigt ikke ændrer på det faktum at man aldrig slår lige præcis det slag der skal til i den afgørende kamp. Aldrig.
De mange forskellige figurer og spillet om placeringen på brættet gør også at der er mange – rigtigt mange – forskellige måder at spille og vinde på. Du kan gå efter at udmanøvrere, at smadre, at overvælde, at snige og mange andre ting, og det gør igen at ingen sejr er sikker. For selvom du fører fire-nul, så kan det bare være fordi mit warband først kommer rigtigt op i omdrejninger efter nogle ture eller fordi du ikke har gennemskuet at du er blevet udspillet på den lange bane.
Hvorfor samlespil stinker – normalt
Mine indvendinger mod samlespil har altid været at det er for dyrt, at der ikke er nok at spille med og ikke mindst at det er dem med flest penge der i sidste ende vinder. Dreamblade er ikke billigt og jeg ved ærlig talt ikke hvor udbredt det er i Danmark, men jeg ved trods min begrænsede erfaring med det at man sagtens kan spille op mod de gode selvom man ikke har mange figurer at vælge mellem.
Jeg kan ikke helt gennemskue om denne her anmeldelse yder spillet sin retfærdighed, så jeg vil prøve at sige det på en anden måde. Efter måske 10 kampe er det mit klare indtryk at Dreamblade er et af de bedste spil jeg nogensinde har spillet. Det er dynamisk, det er utrolig flot, det er dramatisk og så er det taktisk som ind i helvede. Oven i det er der et vist mål af strategi i at bygge sit warband og ikke mindst den barnlige glæde ved at åbne en pakke fuld af ukendte og virkeligt fede figurer. Ja, det er dyrt - du skal som minimum have et starter set med 16 figurer, terninger og spilleplade per mand og det koster omkring 300 kr. Men som antydet er det ikke de sjældne figurer der dominerer spillet og du får altså virkelig noget for pengene både spilmæssigt og visuelt. Og helt ærligt, hvis du tænker på hvor mange penge du i tidens løb har brugt på Turtles-tyggegummi, fodboldkort, Magic og andet møg, så er 300 kroner jo ingen penge.
Officielt website.
|
Kampen om drømmeland
