|
Siden jeg første gang prøvede Call of Cthulhu, har jeg ledt efter det perfekte horror-rollespil. Det har i perioder nærmest været en besættelse, og ofte har jeg troet, at jeg havde fundet det. Efter CoC kastede jeg mig frådende over Beyond the Supernatural, som dog lider under et åndssvagt system. Så stod den på In Nomine, som jeg aldrig fik læst færdigt og derefter Unknown Armies, som jeg læste men aldrig fik spillet. Og nu er tiden så kommet til Dead of Night – et lille rollespil, jeg har kredset om i et års tid, og som jeg først nu har taget mig sammen til at købe.
Og lad mig sige det med det samme: Dead of Night er måske ikke det perfekte horror-rollespil, men det er til gengæld det bedste af slagsen, jeg har læst i lang, lang tid.
Et uhyggeligt møde
Bogens udseende er en historie for sig. Formatet ligner en typisk 80’er rollespilsbog, der er skrumpet ind til en tredjedel størrelse eller deromkring. Det er altså en seriøst lille bog! Forfatterne har tænkt spillet som et "tag frem og spil" rollespil, og den fysiske fremtoning understøtter dette. Dead of Night er lige til at proppe i baglommen på vej ud af døren.
Men hvad ligger der derudover i tankerne om, at spillet skal kunne spilles on a whim? Spillet præsenteres som camp fire horror men kan vel lige så godt beskrives som et rollespil, der understøtter og baserer sig på de fleste kendte former for horrorfilm med dertilhørende klichéer. Har man en anelse kendskab til genren, er det forholdsvis simpelt at lynforberede et scenarie eller ligefrem improvisere sig igennem det. Nogle rumvæsener udøver tankekontrol over flere og flere mennesker – sp’erne er de sølle rester af en politistyrke, der forsøger at holde rumvæsenerne og de "besatte" mennesker fra at strømme ind i en stor boligblok. Go! En ny arkæologisk udstilling med ægyptiske mumier åbner på byens store, ældgamle museum. Sp’erne er medlemmer af den arkæologiske ekspedition, der er forsamlede til den store gallaåbning, da det pludselig viser sig, at den ene mumie er pist væk og lyset går ud! Go!
Dertil kommer et simpelt men effektivt system, som gør fire rigtig gode ting: 1. alt, sp’erne kan er defineret ud fra, hvad personer i denne slags historier typisk gør. 2. konfliktsystemet er designet til at være hurtigt og nervepirrende. 3. spillerne har en lille men ikke uvæsentlig indflydelse på historiens gang vha. de såkaldte Survival points. 4. der er en indbygget spændingsøkonomi, som tillader SL at skrue op for blusset efterhånden som historien skrider frem.
Lad mig kort gå ind i hvert af de fire punkter.
De skrigende ofre
Det tager vel fem til ti minutter at lave spilpersoner til Dead of Night. Hver person har som udgangspunkt fire egenskabspar – alle typiske for genren: Identify/Obscure, Persuade/Dissuade, Pursue/Escape og Assault/Protect. Derudover kan man vælge at have en eller flere Specializations, der er en slags detaljerede udgaver af Egenskaberne. Og ud over Survival Points (mere om dem senere) er der sådan set ikke mere.
Nervepirrende konflikter
Konflktsystemet i Dead of Night er meget simpelt: man ruller 2d10, lægger resultatet sammen med den relevante Egenskab eller Specialization, og er resultatet lig med eller mere end 15, så falder konflikten ud til din fordel. I modstillede slag (kamp fx) skal man rulle lig med eller højere end 10 + modstanderens relevante Egenskab. I sig selv er dette system ikke specielt nyskabende, men der er et par fine detaljer, der virkelig gør en forskel.
For det første kan den samme spiller ikke rulle to gange i træk. Det betyder, at hvis en konflikt strækker sig over flere rul, så skiftes de to parter til at rulle. Og siden det er den, der ruller, der bestemmer, hvilken Egenskab, man ruller for, så har det stor betydning. En ekstra lille lækker sag er, at monstre altid har initiativet og derfor kan ramme sp’en, hvor han er svagest.
I praksis betyder dette, at konflikter bliver uforudsigelige, samt at man ofte reelt vil være spændt på både udfaldet og rækkefølgen. Det gør altså en stor forskel, hvem der ruller hvornår.
Overlever du?
Hver spilperson er også udstyret med et antal Survival Points. Alle begynder spillet med fem point, men efterhånden som spillet skrider frem, kan man få flere eller – som oftest – færre. Survival Points dækker over alt fra de traditionelle Hit Points over Sanity, indflydelse og til screen time. Når man mister det sidste point, så ryger man ud af historien på den ene eller den anden måde.
Survival Points mistes ved at tabe en kamp eller ved at spilleren bruger dem på at udøve sin indflydelse på spillet. Således kan man fx købe sig til initiativet i en konflikt – hvilket som tidligere antydet er væsentligt at have, for så har man bestemmeretten og the upper hand så at sige – til at købe nye Specializations, genrulle en konflikt, introducere et nyt element ind i spillets fiktion etc. Til gengæld kan man få flere point ved at opføre sig passende ift. genreklicheer, føre plottet videre, overleve et helt scenarie eller ved at hvile ud (teknisk: sidde en hel scene over).
Skruen strammes!
Men over for Survival Points er der spillets nok mest interessante element – Tension Points, som er spillederens mulighed for at påvirke terningerullet og derudover også er en slags guide til alle, så stemningen kan sættes på rette niveau. Efterhånden, som Tension går op – og det gør den, når spilpersonerne mister Survival Points og når monstre træder ind på scenen – skal beskrivelserne tilsvarende gøres mere horrible.
Det bedste ved Tension Points er dog, at gruppen inden spillet går i gang og i overensstemmelse med den form for horror, de skal spille, skaber regler for, hvordan og hvornår spillederen må bruge Tension Points. Regler kunne fx være: "SL må først bruge Tension Points, når der er opsamlet 10 point" eller "SL skal bruge Tension Points i konflikter, der drejer sig om Escape" eller "SL må kun bruge Tension Points til at trække fra spillernes rul" eller "SL skal bruge to Tension Points, når en spilperson forsøger at identificere en trussel".
Tension Points er altså en måde, hvorpå SL og hele gruppen kan strukturere forløbet samt ikke mindst farve fortællingen på en genrerelevant måde. Det er vist mere end tydeligt, at jeg er ret begejstret for dette element i spillet, men det er også min fornemmelse, at der i samspillet mellem Survival og Tension Points er masser af godt spil at hente.
Og alt det andet
Den lille bog indeholder meget mere, end jeg her har været inde på. Der er regler for at køre spillet "omvendt" så at sige, hvor spillerne hver styrer et monster, og SL tager sig af de mennesker, der forsøger at undslippe dem. Der er regler for at en spilperson hemmeligt kan være et monster. Der er informationer og stats på en lang række typiske monstre, ligesom der er en god håndfuld mere eller mindre vellykkede scenarier og meget mere. Scenarierne er lidt tynde i det, men jeg tror bestemt ikke, Dead of Night behøver vildt indviklede situationer med masser af spidsfindigheder og twists for at komme op at ringe – snarere tværtimod. Det sjove skal findes i de hurtige regler og den spænding, de er med til at opbygge – og så selvfølgelig i at udleve alle de tåbelige horror-plots, man slæber rundt på. Og den forventede spiltid på et sådant scenarie er vel ikke meget over to timer.
Vi helmer ikke før alle er døde!
Dead of Night får min varmeste anbefaling med på vejen. Der er selvsagt småting hist og pist – fx er illustrationerne som hentet direkte ud af en rollespilsbog fra 80’erne og jeg skulle lige læse afsnittet om Tension et par gange for helt at fange princippet, men det er kun små skønhedsfejl på et ellers vellykket og inspirerende rollespil, som jeg ikke kan vente med at prøve i praksis. Faktisk har jeg et par gamle scenarier til Beyond the Supernatural, som jeg brænder for at spille…
Dead of Night
Af Merwin Shanmugasundaram og Andrew Kenrick
Udgivet af Steampower Publishing
225 sider i miniformat
Købt hos Leisure Games
|
Dead of Night - gys og gru om bålet
