|
Dine bedste veninder i verden er Anne Mette, Marianne, Sofie og Rikke. I er altid sammen. I er vigtigere for hinanden end jeres mænd og kærester er. I ville gå igennem ild og vand for hinanden. Men... Du hader ærlig talt Anne Mette fordi hun er så meget smukkere end dig. Og Marianne er meget mere cool, end du nogensinde bliver. Og er det ikke bare for meget, så klog Sofie er. Og Rikke er lige til at hade med eftertryk, fordi hun er så skide rig. Ja, faktisk så hader I hinanden akkurat lige så meget, som I elsker hinanden!
Best Friends er et lille rollespil, som handler om en gruppe veninder og det had til hinanden, der gemmer sig under overfladen og skaber konflikter og indre spændinger i gruppen. For selv om veninderne bruger masser af tid sammen og ud ad til ikke kan undvære hinanden, så er der en uhyggelig misundelse, der ligger latent nedenunder.
Lyder det mærkeligt? Well, det er det faktisk ikke. Best Friends er om noget et rollespil, man kan spille med sine ikke-rollespilsvenner, et alternativ til at sidde og se en film eller spille et brætspil. Sammen skaber I en fortælling om den lille gruppe veninder. Spillet kunne tage udgangspunkt i en vildmarkstur, en arbejdsfest, en udflugt som ender galt eller noget helt andet. Settingen kunne i samme åndedrag være stærkt realistisk, det kunne være New York i det 21. Århundrede (Sex and The City, anyone?), en spejderlejr i 70’erne eller hvad jeres fælles fantasi nu kan finde på. Fælles er blot, at venindernes had til hinanden er udgangspunkt for al dramaet, konflikterne og historiens fremdrift.
At blive venner
Systemet i Best Friends (ja, hvis du endnu ikke har gættet det kan jeg oplyse, at Best Friends er et såkaldt indie-spil med hvad dertil hører af systemer og tilgangsvinkel) er vildt simpelt. Spilpersoner defineres ud fra, om de andre i gruppen hader dem for deres Pretty, Cool, Smart, Tough og Rich. Så hver spiller bedømmer, hvor meget hans spilperson hader de andre spilpersoner i de kategorier ud fra devisen: "Jeg hader Brenda, fordi hun er smukkere end mig". På den måde samler man så sine Stats, som meget passende er præcis de samme kategorier. Så hvis de andre spilpersoner hader din spilperson meget i en eller flere kategorier, så har du gode Stats i de kategorier.
I løbet af spillet søger man så konflikter, der drejer sig om de forskellige typer had. Det kan være konflikter om at score den lækre fyr på skolen (her ville man åbenlyst bruge Pretty eller Cool), undslippe en forfølgende vampyr (ville nok være Tough eller Smart) eller imponere vennerne til en stor fest (ville jo nok være Cool eller Rich). Hvis man ikke har gode Stats i en kategori kan man forsøge at pushe ved at satse en af de såkaldte Friend-chips (prøv at læse det højt) man har. Ved starten af spillet får man tre og antallet vil gå op og ned i spillet, efterhånden som man bruger dem og får dem tilbage. Når man pusher, skubber man bogstavelig talt en Friend-chip over til en, der har en højere værdi i den kategori, den aktuelle konflikt handler om, end man selv har. På den måde kan man overbyde og dermed vinde en konflikt. Det står dog modstanderen frit for selv at byde højere, hvorved han vinder.
Mere indviklet er spillet sådan set ikke. Gruppen bestemmer sammen, hvad settingen er, hvordan venindegruppen kender hinanden og hvilke ting, der binder dem sammen og hvilke, der muligvis er ved at flå gruppen i stykker. Herefter bliver man enige om det aktuelle spils udgangspunkt – hvor er veninderne henne og hvad laver de? – og så skiftes spillerne til at bestemme scener. Alt sammen noget, vi kender fra spil som Prime Time Adventures, men alligevel virker det ret originalt – ikke mindst på grund af spillets udgangspunkt og den ret så geniale måde, man skaber spilpersoner på.
Det er udseendet, der tæller!
Bogen er vel nærmest et lille hæfte – 48 sider med masser af luft og et sødt og sjovt lay-out med små tegninger af tændstikpiger. I det hele taget ligner Best Friends ikke et normalt rollespil, men snarere en sjov håndbog, som man kan købe i den nærmeste boghandel. Det er sikkert helt bevidst – for som antydet er Best Friends yderst velegnet til at spille med folk, der ikke lige har spillet rollespil før og som måske er lidt skræmt ved tanken.
Teksten er underholdende med en stærk og tydelig forfatterstemme, som med overskud formidler reglerne klart og overskueligt. Det tager vel næppe mere end en halv time at læse bogen og der er ikke mange uklare steder. Specielt SL-delen er imponerende. De tips og tricks, som forfatteren beskriver er både velvalgte og godt forklarede. Faktisk er Best Friends værd at købe bare for denne sektion, som tydeligt viser, hvordan denne type spil skal køres. Til gengæld er opdelingen af bogen lidt ulogisk – i eksemplerne halvt inde i bogen refereres til elementer, der først forklares i SL-kapitlet, der ligger senere i bogen. Det er lidt ærgerligt og forstyrrer en ellers god og flydende læseoplevelse. Til gengæld er spillet vildt let tilgængeligt, og hvis man er interesseret i den spilstil og emnet er det et virkelig godt køb. Prisen er til gengæld noget nær vanvittig!
Til sidst skal det nævnes, at Gregor Hutton skrev spillet til spil-designkonkurrencen The Ronnies ud fra nøgleordene Hatred og Girlfriend. Det er sjovt at se, hvor mange gode spil de forskellige designkonkurrencer har ført med sig: The Mountain Witch, The Shab-al-hiri Roach og Best Friends er bare tre eksempler.

Fakta
Best Friends af Gregor Hutton.
Spillet har en hjemmeside.
140 kroner i Fantask.
Anmeldereksemplar fra Fantask
|