|
- En beretning fra genopsættelsen af Fyraften
Dette er en stemningsbeskrivelse af Eidolon Aalborg LVE Sektors genopsættelse af Fusion live scenariet Fyraften, der blev spillet fredag den 6. februar 2004 i Slagterhal 3 i Århus. Mere information om livescenariet kan findes på www.fyraften.eidolon.dk og www.lve.eidolon.dk.
At gøgle eller ikke at gøgle
Lad os starte helt fra starten. Jeg er ingen Gøgler. Så er det sagt. Jeg har lige siden mine tidlige teenageår nydt stort af at sidde rundt om et bord med en spilleder og fire-fem spillere og i fælleskab fortalt historier om fordrukne dværge, stolte krigere, forfængelige elvere, korrupte borgmestre, onde orker eller det der var værre. Jo, jeg har spillet min del af Warhammer rollespil. Det var lige indtil Fusion kom på markedet.
I Fusion fandt jeg rollespil, der appellerede til mig på samme måde som Warhammer gjorde i sin tid - det var mørkt, ondt og man kunne ikke rigtig regne med nogen som helst. Og så var det over i købet placeret i en nær fremtid i noget så velkendt som vores eget lille Danmark. Det måtte jeg eje, spille, deltage i, skrive til. Og jeg har spillet det, læst det og skrevet til det. Syv scenarier er det blevet til foreløbigt og flere er på vej, men en ting jeg ikke havde prøvet, var at spille det live.
Jeg forpassede desværre muligheden for at spille Fyraften, da det blev opsat på Fastaval 2003, men havde ikke glemt det. Fyraften lød som en enestående chance for at komme dybere ind i det univers, jeg selv er blevet så glad for de sidste fire år. Der var bare et problem - jeg er ikke gøgler. Det vil sige at jeg i hvert fald ikke før har deltaget i live overhovedet. Ikke fordi jeg forkaster live rollespil, men det har bare ikke tiltalt mig at hoppe rundt i en skov med et papmache sværd og slå folk i hovedet fordi de forsøger at ligne en ork. Ikke før nu. Og man skal jo aldrig sige aldrig. Men det var ikke helt uden nervøse aner, at jeg engang i januar sendte min tilmeding til genopsætningen af Fyraften.
Dagen oprinder
Det blev hurtigt den 6. februar og dagen for den store begivenhed var oprundet. Jeg skulle være gøgler. Gisp. Ugen forinden havde jeg med posten fået en ordentlig stak papirer indeholdende personbeskrivelse ikke kun af min egen karakter, men også af alle de andre. Derudover var der adskillige artikler, en beskrivelse af verdenen anno 2017 og en længere forklaring fra arrangørerne om, hvad de gerne ville opnå med scenariet, og hvad de gerne ville have, at vi som spillere opnåede med scenariet. Det var alt sammen meget godt og indbydende og det var da med betydelig mindre skepsis, at jeg satte mig i toget mod Århus fredag eftermiddag sammen med et par andre bekendte, der også skulle deltage i scenariet. De vidste dog en del mere end mig om scenariet, eftersom de havde været med til at skrive det. Selv sad jeg allerede i mit kostume - et brugt jakkesæt med skjorte og løsnet slips - og beundrede min nyerhvervede rekvisit - et cigaretetui, et af den slags min farfar havde, mens han stadig levede. Selv skulle jeg spille en gammel rotte af en detektiv ved navn Carsten Horstmark. Horstmark var en del af en mere eller mindre legendarisk trio af detektiver, der indbefattede Horstmark, Uwe ’Pappa’ Wrist og den fornyligt afdøde Jespersen. Så jeg tænkte at siden min karakter var oldschool, så ville han sikkert også sætte pris på at have et par oldschool ting. Desværre nåede jeg ikke at finde et par passende seler, men jeg klarede mig trods alt med mit cigaretetui, en gammel snotklud og brillerne skubbet lidt længere ned på næsen.
Århus by Night
Vi ankom til Århus og efter en velfortjent stop hos Royal Sharwarma (det var godt), gik vi mod Jost L. Hansens lejlighed for at få en spillerbriefing, før vi skulle begive os mod Slagterhal 3, hvor selve seancen skulle foregå. Vi kom, vi så og efter cirka en times introduktion af spillet og hinanden, gik vi igen, lidt mere oplyste og parate til at give dette scenarie en velfortjent skalle. Jeg var i hvert fald betydelig roligere nu efter introduktionen af karaktererne, for nu havde jeg da gjort mig et par mentael noter om et par af mine keyplayers. Resten måtte komme efterhånden som aftenen skred frem.
Først må jeg hellere forklare at spillet foregår i en bar ved navn Sunshine. Det er stamværsthus for detektiverne i København og selve scenariet tog sin start fredag aften efter en lang arbejdsdag, hvor spillerne, der næsten alle var detektiver, søgte tilflugt på Sunshine for at få en velfortjent fyraftensbajer. Deraf navnet. Slagterhal 3 udgjorde det for Sunshine og hvilken Sunshine. Her var interiøret smidt ind med en skovl. Intermistisk vil være en underdrivelse, men det understregede mere en noget, det skumle, lettere brogede univers, disse detektiver begik sig i. Her var der ikke to stole, der var ens, men priserne var lave og stemningen tyk nok til at skære igennem. Til tonerne af Tom Wyats blev spillet sat i gang og snakken kunne begynde.
Det tog ikke mange sekunder før spillerne havde alvorlige diskussioner om branchens fremtid - om det skulle være den nye bølge af reklamefolk, IT-nørder og teambuildere som Copenhagen Investigation A/S og Kirk Detect (eller Kirk Defekt, som de hed i visse folkemunde), eller om det skulle være, som det altid havde været. Selv var jeg som Horstmark overbevist om at hemmeligheden bag alt godt detektivarbejde kunne koges ned til mennesker. At kunne snakke med mennesker, trøste mennesker, være menneskekender og ikke mindst at kunne manipulere med mennesker. Et syn, der blev delt af adskillige andre, men ikke alle. Den nye generation var, til Horstmark store ærgrelse, mere optaget af at løse detektivopgaverne siddende bag en skærm.
Men der var mange andre diskussioner, intime snakke, aftaler under bordet, højlydt fejren af kommende fædre og gammelt nag, der skulle tøjles. Der var en vedvarende jagt på lette løsninger, billig sprut, forførende femme fatales, nye jobs, og et eviggyldigt behov for at holde næsen over vandet. Og så var der Jespersen.
Jespersen
Af en død mand fyldte Jespersen bemærkelsesværdigt meget denne aften på Sunshine. Det vil sige, det gjorde han i hvert fald i mit spil, eftersom han var en del af den oprindelig trio, som jeg selv i så mange år havde taget del i. Sammen med Pappa, barsvampen Henrik, min egen ansatte AB og undertegnede blev der ikke sparet på skrønerne og legenderne om Jespersen og hans meget farverige personlighed. Hvad den mand ikke var kommet afsted med i sin tid, var ikke småting. Historierne om den gang han fakede sin egen død, hans forhold til kvinder (hvilket vist ikke var så forfærdligt godt) eller om den gang da han holdt på at forskellige sager krævede hver sin spiritus (gin til industrispionage, whiskey til mord og tequila til utro ægtemænd) var alle historier, der var med til at skabe en fælles mytologi, der kun gjorde oplevelsen større. Oplevelsen af at være en del af fælleskabet på Sunshine.
Det var dog langt fra det de eneste historier, denne aften havde at byde på, og som Horstmark var jeg kun en del af et fåtal af dem. For det er, som jeg ser det, forcen i Fyraften - at det er de små historiers scenarie. Der var et væld af små historier der skulle fortælles i modsætning til én stor. Dette var ikke nogen enestående aften for gæsterne på Sunshine. Det var en dag som alle andre, måske med visse undtagelser, men alt i alt skete der sikkert ikke mere eller mindre, end der plejer en fredag aften. Der var langt fra alle historier, der fik en ende, men visse tråde nåede da at få en slutning før aftenen var omme; En sidste hilsen fra Jespersen fra den anden side af graven, ansættelse af adskillige nye detektiver, rokeringer i visse bureauer og kærlighed, der fik lov at blomstre.
Cut
Godt klokken halv to om natten blev magien brudt, og vi kunne alle opføre os som normale mennesker igen. Eller så godt som. Der var lige en mindre debriefing, der skulle gennemføres, mens rollen stadig sad i én og før den billige sprut gik én alt for meget til hovedet. Alle fik taletid og både spillere og forfattere og arrangrøre fik et sidste ord. Der blev grint, udvekslet erfaringer og hemmeligheder og inden længe var det tid til at rydde op. Det blev gjort i en hurtigt håndvending, og derefter var det tid til at vende snuden hjem. Eller, som det var i mit tilfælde, se frem til en nat på et gulv i et klasselokale i en lånt sovepose, før turen dagen efter kunne gå mod Aalborg igen.
Turen hjem tilbragte jeg med Ryan Rohde Hansen, den ene af forfatterne bag Fyraften og vi fik os en god snak om Fyraften, rollspil og live rollespil i særdeleshed. Selv var det min første gang, men ikke nødvendigvis den sidste. Jeg gider stadig ikke rende rundt i en skov med et papsværd, men hellere end gerne sidde i et brugt jakkesæt med løsnet slips og et oldschool cigaretetui og fortælle anekdoter og diskutere med en flok vidunderlige historiefortællere, der alle var med til at gøre mit første forsøg som gøgler en mindeværdig én. På den gode måde. Så på falderebet vil jeg blot takke forfatteren bag, arrangørerne af og samtlige spillere der deltog i Fyraften for en vidunderlig oplevelse. Der kommer nok til at gå rigtig lang tid, før jeg oplever samme intimitet og stemning, som der var den aften på Sunshine.
Og så er en sidste skål for Jespersen vist på sin plads. Skål dit gamle røvhul.
|
Tilbage til Sunshine
