RPGFORUM
   

3. sep 2010, 12:01:13

 
  

2001 Hot or Not listen

Sebastian Harder Flamant, 3. jan 2002, 8:26:13, 3103 visningerPrintervenlig version

Vindere, tabere og jokere i rollespillets 2001


Ved disse nytårstider er det jo en populær tradition at gøre sig til herre over året og på skamløs vis pege fingre af årets vindere og tabere. Jeg har helt diktatorisk og uden at diskutere det med nogen som helst forfattet min egen liste over 2001s rollespilsnarrer, raketter og overlevere. Se om du kan følge mig, eller kom selv med bud på din store Hot or Not liste.


DE GJORDE DET

Det grønne RPGforum: Tid til nye farver, nyt design, nye muligheder, havde RPGforums enevældige hersker Brian Rasmussen besluttet. Forummet havde længe kørt glimrende med sit blå saglige look, da det skiftede ham og blev endnu bedre. Så goddag til grøn og orange, til en trilliard absurde taglines om rollespil og rollespillere, til afstemninger, til redaktører og artikler og links og hvad ved jeg. RPGforum har i løbet af 2001 markeret sig som rollespillernes virtuelle mødested par excellence. Det er med andre ord her det sner – også i bogstavelig forstand, når forummets ikoner sner til ved juletid.

Michael F. Sonne: Årets bornholmske enfant terrible og provokatør. Michael Sonne udmærkede sig ved at vinde Fastavals publikumspris for scenariet Skyggesiden, som siden gik hen og blev det mest omdiskuterede scenarie nogensinde på RPGforum. Alle ville have fingre i en kopi af det dystre og makabre scenarie, så de ved selvsyn kunne konstatere om der vitterligt var noget om snakken. Var scenariet her vitterligt så grænseoverskridende? Var det så politisk ukorrekt? Det blev der snakket meget om, og hvad enten man kan lide Michaels scenarie eller ej, så bør han nævnes på vinderlisten for at have skabt debat og eftertanke.

Hush-Hush Magazine: Årets Fastaval affødte Hush-Hush Magazine, med Kevin Spacey og Danny de Vito i spidsen – eller var det (nu 30-årige) Merlin Mann det hele? Hush-Hush etablerede sig hurtigt som Danmarks førende societyblad for rollespillere, med slibrige smudshistorier og solstrålefortællinger. En overgang var Hush-Hush formentlig Danmarks mest besøgte og omtalte rollespilssite. De turde hvor andre tiede, de viste os hvad vi ikke før ville indse, de fortalte os alt det vi troede, vi ikke havde brug for at vide. Ti svin for det!

Fanden paa Væggen: Palle Schmidts Fusionsscenarie strøg som bekendt med to priser på årets Fastaval, deriblandt den bedste af dem alle – den for bedste scenarie. Som med Fusions grundbog er kendetegnet solidt gennemarbejdet håndværk fra ende til anden, både på den grafiske, den litterære og den idémæssige side. Personligt synes jeg det er beærende at være i selskab med mennesker, der leverer bedre og flottere produkter end selv de udenlandske topproducenter. Og det er stort skridt i den rigtige retning for at etablere en dansk stil inden for en dansk rollespilskultur.

Fastavals konceptteam: Efter en noget floppet Fastaval 2000 var der stort behov for at genetablere tilliden til Danmarks bedste rollespilskongres. Blandt andet skulle de 1001 nats eventyr bringes til live på Århus-skolen, sådan så man rigtig kunne føle sig som en anden Aladdin. Og det gjorde man. Fastavals konceptgruppe ramte plet med deres – utvivlsomt – kolossale arbejde med at omdanne skolens aula til en kæmpe mellemøstlig markedsplads. Den var komplet med flyvende tæppe, vandpiber, fakir, tæpper på gulvet og lave (men ikke så praktiske) borde. Når Fastaval i 2002 blænder op for Sci-fi tema, bliver det spændende at se om man kan følge succesen op.

Viking-Cons heksehule: Der er selvfølgelig mere i livet end Fastaval, hvad de fleste Københavnere for længst har indset. Men der har aldrig på Viking-Con været den samme stemning, den samme feeling, den samme bar og den samme liflige duft af… bræk. Det første forsøgte københavnerconnen i år at rette op på med Heksens Hule; en café på connen, som – stadigvæk ud fra VCs anti-alkohol politik – skulle give deltagerne et pusterum og et sted at hvile ud over en kop kaffe. Der var meget mere end det. Caféfolkene leverede et kæmpearbejde og skabte en både hyggelig og afslappende caféatmosfære, komplet med flagermus på væggene, espresso og varme boller. Et stort skridt i den rigtige retning for Viking-Con.

Max Møller: Årets absolutte Fastaval-hovedperson var Max Møller. Han formåede allerede inden kongressen at skabe hype om sig selv med et visuelt opslag i brochuren for sit scenarie Being Max Møller; historien om kendte men forsmåede danske scenarieforfattere, hvis eneste håb for at vinde en Otto er at være inde i Max Møller. Med scenariet lykkedes tre ting for Max: at vinde en Otto for bedste effekter (selvom jeg mener at persongalleri var oplagt også!); at udstille store dele af det danske rollespilsmiljø på yderst satirisk vis; at generere en ekstrem personfiksering omkring sig selv. Personligt synes jeg at Being Max Møller – trods sit plagiat af Malkovich-filmen – var år 2001s mest originale indslag. Mere af det, tak! Og så kan scenariet i øvrigt downloades på Projekt R’lyehs hjemmeside, hvor man også kan læse interview med Max Møller.

Peter Jackson: Ganske rigtigt har den gode hr. Jackson aldrig debatteret på RPGforum; vi ved ikke engang om han spiller rollespil. Alligevel må han siges at være den person, der bedst af alle har sat rollespilsverdenen på den anden ende i år. Som instruktør på Ringenes Herre har Jackson taget syvmileskrift fra sine gore-debuter Bad Taste og Braindead. De skridt er endt i total triumf for Ringenes Herre og for Jackson, som med utrolig visuel fantasi og nidkærhed for Tolkiens værk har givet os et værdigt Middle Earth på det store lærred. Det siges nu at fans har samlet underskrifter ind til et ultimatum til Star Wars’ George Lucas: Overdrag instruktørstolen til Peter Jackson! At tyde ud fra traileren til Episode 2 var det måske ikke så dum en idé…


DE GJORDE DET LIDT

D&D 3rd Edition: Teknisk set udkom D&D vist i 2000. Men 2001 var året hvor syndfloden af nye 3rd Edition produkter brusede ind over landet. De lå i trit med TSR/ Wizard/ Hasbros første udgivelser; teknisk velproducerede produkter, solidt håndværk og total mangel på originalitet. Idémæssigt lader det til at D&D fortsat vil være som det altid har været; i udgangspunktet en mellemting mellem brætspil og rollespil, med et markant fokus på talknuseri og høj nørdfaktor. Spørgsmålet (som blandt andet har givet anledning til ophedet diskussion her på forummet) er om det overhovedet er rollespil?

Projekt R’lyeh: Det er lang tid siden Danmarks bedste scenariesite holdt op med at love et nyt scenarie om ugen. Det var måske også at skyde over målet. Immervæk har Projekt R’lyeh fortsat leveret varen i form af et godt scenarie en gang om måneden cirka. Al ære og hæder til dem, der holder dampen oppe hvor andre lige så interessante projekter går ned med flaget. Men mon vi nogensinde får de 100 bedste danske scenarier at se på R’lyeh? Indtil videre må vi tage til takke med cirka 35, og det er da også en pæn portion.

Fusion: I oktober måned udgav Fusionholdet deres anden bog, kampagnen I en god sags tjeneste. Uden selv at have læst bogen, fremgår det dog klart at der er tale om en høj, høj standard. Og Fusions Palle Schmidt og Malik Hyltoft slår fortsat på tromme for deres produktlinje rundt om på landets kongresser. Også de holder dampen oppe, og det bliver spændende at følge Fusions videre færd, både inden for rollespilsmiljøet og udenfor i den store etablerede bogverden. Til at begynde med glæder jeg mig over det næste Fusionprojekt, som… Nej, det må Palle og Malik vist selv om at fortælle når tiden er inde.

Caitlin: RPGforums knusende, varmhjertede og rosenrøde furie bragede ind på forummets bruger-top-ti sidst på året. I løbet af et par måneder har Caitlin etableret sig som én af RPGforums mest aktive brugere, med en mening og en kommentar til snart sagt hvad som helst. Hun spiller Vampire, D&D, kortspil, skubber tinfigurer, er både læge, dataekspert og superintelligent… og hun er ikke bange for at sige det. Måske siger hun det endda lidt for ofte? Sikkert er det i hvert fald at debatten ikke dør ud så længe Caitlin tør fremture sine mere eller mindre populære meninger.

Fantask: Den københavnske bog- og spilbutik Fantask havde 30-års jubilæum i efteråret, og det blev fejret med et brag. Dels med en masse nostalgi for de rigtig gamle, dels med en masse tilbud til de købeglade, dels med en række jubilæumsevents. Tillykke til alle dem i Fantask, som i hvert fald for os københavnere som de første gjorde rollespillet bredt tilgængeligt, og som fortsat nærer stor lid til deres métier, til deres kunder og til miljøet som sådan.

RPGforums polls: Med det nye RPGforum look kom også muligheden for at stemme om dette og hint. Siden Brian åbnede for pollposen har der været afholdt 20 afstemninger om alt fra D&D til skalleflækning (!). En kærkommen mulighed for at ytre sin mening på en simpel måde, samtidig med at man kan undre sig over hvorfor alle andre stemmer så åndssvagt. Pudsigt er det nu at der har været lige så meget diskussion om selve afstemningernes rammer som om deres indhold. Hvor svært kan det være at klikke i én af fire-fem bokse? Eller er det snarere RPGforums hersker, der må sande at det at holde afstemninger ikke er helt ligetil?

Orkon: Efter sidste års succes med heldagsscenarier gik Orkon i år i den anden grøft med novellescenarierne; scenarier bygget op omkring et på forhånd givet (men bredt) tema, til fire spillere og med en tidsgrænse på 2 timer. Se, det er fornyende, synes jeg. Begge år har Orkon vist sig at være en snæver men (efter sigende) hyggelig begivenhed, primært henvendt til den mere intellektuelle/ elitære del af det danske rollespilsmiljø. Men Orkons arrangører vil noget, og de får gode idéer.

Sleipner: 2001 var året hvor superaktive barfodede Ulrik Lehrskov overtog formandsskabet i den efterhånden noget tungbende krikkes landsforening. Den nye formand bebudede at man ville satse stærkt på at få midler til foreningen; uden dem ville den ottebenede blive skudt en endelig kugle for panden. Men rygterne vil vide at millionerne nu skulle være i hus. Så nu bliver det, som tidligere år, spændende at høre hvad kontanterne skal gå til… Et lille lys i mørket, måske?


DE DJORDE DET IKKE

Medierne: Ak, endnu et år uden mediernes store bevågenhed. Vi må efterhånden se i øjnene at rollespil som den brede befolkning kender det (læs: fantasy/ D&D) er blevet mainstream. Der er kun grund til at skrive om rollespil som supplement til fantasyartikler, til reportager om Ringenes Herre, eller som del af de lokale øjnes afdækning af hvad kommunens rødder dog går og laver. Således fik vi alle rollespilsfordommene slasket på slagtebordet ved premieren til Ringenes Herre, uden at der var noget som helst tegn på fornyelse – endsige interesse i andet end netop Tolkiens fantasy. Årets eneste lyspunkt var en artikel i Information, som overraskede med både saglighed og originalitet.

Xkapist: Hvordan kan en side ligge på RPGforums Top Fem over mest brugte links, når den aldrig bliver opdateret? Xkapist blomstrede op, holdt skansen i noget tid, falmede så og er nu helt uddød. I det nye år bliver der efter sigende officielt lukket og slukket for Xkapist, og rollespilsmagasinet slutter sig til rækken af gode forsøg uden den nødvendige fortsatte kampgejst og opbakning. Surt – men jeg vil i øvrigt gerne henvise til to gode Xkapistartikler, som fortjener at blive læst af mange: Morten Juuls artikel om scenarieskrivning (Om at skrive til sig selv) og min egen artikel om hvorfor rollespilsprojekter altid går i fisk (Tøffelhelte på fantasiens barrikader).

Hush-Hush Magazine: Besynderligt er det at Hush-Hush både ligger på årets Hot og Not liste. Hot fordi projektet kom, skete og var en succes. Not fordi det døde igen lige så hurtigt. Hush-Hush stormede frem på Fastaval, overlevede Orkon og trak sig tilbage ind i skyggerne kun fire-fem måneder efter sin fødsel. Det’ sgu ikke heeelt godt nok, synes jeg.

Sorte Rose forfatterne: Endnu en Fastavalhistorie. Mange havde spået at årets Sorte Rose trilogi ville blive det helt store hit på den århusianske kongres. Med forfatterne Per Fischer, Lars Andresen og Thomas Munkholt i front varslede trilogien sikkert håndværk. Tanken var at genoplive den klassiske fantasygenre, men ordentligt. Ordentligt nok blev det åbenbart ikke for Sorte Rose, som kun scorede en enkelt Otto. Lars Andresen strøg (som sædvanligt, fristes man til at sige) med prisen for Bedste Spilpersoner, men skyldtes det mon Sorte Rose og forfatterfællesskabet?

Fal-Con: Con på herregård! Luksus til de kræsne rollespillere! Lækre omgivelser, god mad, fede scenarier, total hygge. Der var ikke det Fal-Con ikke lovede. Og det gik da også meget godt et stykke hen ad vejen. Det lykkedes at stable en hjemmeside op, det lykkedes at samle en række reruns, det lykkedes endda at opildne til afholdelse af live. Men så brast illusionen om Danmarks første herregårdsluksussupercon. Arrangøren forsvandt simpelthen. Så kom igen, Fal-Con. Men tag lige nogle flere venner med næste gang!

Ravnen: Endnu et (ja, kære læser, listen er endeløs!) af årets projekter, der fødtes på gejst og vilje, siden trådte tættere og tættere på graven. PDF-magasinet Ravnen begyndte som et samarbejde mellem Bjarne Sinkjær og Adam Bindslev. Men, kunne man læse i Hush-Hush, interne stridigheder i redaktionen (!) førte til en splittelse af Ravnen. Bjarne Sinkjær fortsatte siden selv arbejdet med Ravnen, men det virkede mere og mere som en ensom ørkenvandring. På Viking-Con var Amagers Nordregårdskole plastret til med plakater for Ravnen. Men mere blev det aldrig til, og det forlyder nu fra en pålidelig kilde i redaktionen at Ravnen snarligt flyver sin endelige dødsspiral.

D20 System: Wizards of the Coasts åbne D20 licens skulle gøre alverdens systemer lettilgængelige for helt almindelige D&D spillere. Nu skulle også de, som aldrig havde spillet andet end Dungeonhack, kunne nyde rollespillets mange verdener uden at skulle lære et ton nye regler. Idéen var skam god nok, spørgsmålet var om D20 systemet (som ligger tæt op ad D&D 3rd Edition) kunne bære at blive overført til andre genrer og settings. Nej, siger jeg. Men nu kender jeg jo i forvejen reglerne til Legend of the Five Rings og Deadlands, så jeg har ikke brug for Magic Missile versionen. Mon D20 fremmarchen alligevel var med til at bringe nye talenter ind i de voksnes fold?

Debattører med kewle navne: RPGforums netikette kræver hvert år sine ofre. De fleste synes i hvert fald ikke at anonymitet er fedt, og de fleste synes ikke at seje pseudonymer som Evilguy, Raistlin, Sonar og deslige er seje overhovedet. Faktisk synes vi – og jeg – at de er temmelig åndssvage. Måske fordi det fede ved RPGforum netop er at debattere med rigtige mennesker; ikke med folks D&D personaer. Men det er der en masse der bare ikke fatter. Øv.


BOBLERE

Danske Rollespillere: Med Adam Bindslev i front har landsforeningen Danske Rollespillere slået sig fast som år 2002s nye spændende initiativ. Tanken er at danne en landsforening for ’private’ rollespillere, en slags netværk med fokus på de enkelte medlemmer snarere end på organisationer eller foreninger. Den nyslåede landsforening holder stiftende generalforsamling i København i januar måned, og det bliver interessant at se i hvilken kategori Danske Rollespillere ender i ved næste nytårs Hot or Not dom.

RPGforums kortspillere: Sidst på året bragede RPGforums community af kortspillere igennem muren af rollespilsindlæg med en række artikler og diskussioner om Vampire: The Eternal Struggle og Legend of the Five Rings. Det har altid været tanken at RPGforum skulle være et bredt diskussionsforum, men sitet har især tiltrukket de seriøse rollespillere. Der har sjældent været snak om andet end rollespil og rollespilsmiljø. Måske bringer år 2002 nyt, med et øget fokus på kortspil og andre spilaktiviteter. Hvis vi kan snakke om Harry Potter, kan vi vel også snakke om pap, hvad?


Årets absolutte nytårstorsk går i min bog til arrangør Kenneth Mikkelsen og Fal-Con, der i den grad skruede op for forventningerne og i den grad forsvandt fra jordens overflade da det begyndte at brænde på. Det er bare ikke godt nok.

Årets thumbs-up går til RPGforums 500+ mere eller mindre geniale, tåbelige, morsomme (eller relevante) taglines. Vidste du for eksempel at Securitas har Magnums? Det er nu ligemeget, for han stormede ind med en kniv i hver hånd og en økse i den anden. Så nu er det sagt: Stol ikke på Teufel! Hvis han var en plante, ville han være en trøffel. Og ja, efter eget udsagn er det ikke rollespil…

Godt nytår til alle.

PS: Hvis det er sjovt kan det ikke være kultur.

  

Kommentarer (1):

Læs artiklen med årets Hot or Not liste
Sebastian Flamant [2. jan, 2:34]

  

Log on

Brugernavn

Password [hjælp!]

Tip

Du kan også komme tilbage til forsiden ved at klikke på logoet øverst på siden.

Reklamer

Arkiv

Artikler af samme forfatter:

-Hot or Not 2006
-Betatest åbner på SEED
-Hot or Not 2005
-Dark Elf Sanctum: Rollespil med det hele
-Chaos League - Næsten Blood Bowl
-Hot or Not 2004
-My life with Monte
-Anmeldelse: Call of Cthulhu CCG
-Bag om scenarieguiden.­
dk
-Strange adventures: PC-spil for de fedtede

Arkiv

Artikler af samme type:

-Hot or Not 2006
-Kapitel 3: SAGAer, Drager og Dæmoner
-Hot or Not 2005
-Hot or Not 2004
-My life with Monte
-Kapitel 2: Det er TABU
-Store Otto-øjeblikke
-Hot or Not 2003
-Kapitel 1: Jurassic Nerd
-Merlin P. Manns Rollespilsarkæo­
logiske Fond

  

Din mystiske onkel Egern har sendt dig denne side